Melanie Peinow har ved dette års verdensmesterskab i Mexico opnået at få en 5. plads sammen med sin mixpartner Nikolai Kronborg. Efter mixparets semifinale, hvor de opnåede en foreløbig 6. plads, mødte de Canada, der er dette års helt store positive overraskelse, men her viste det sig, at de knapt kunne være med, idet der manglede blot 0,04 point, og derfor måtte de ”nøjes” med en 5. plads. Melanie har haft nogle skader i løbet af sommermånederne, der har gjort at mixparets forberedelser ikke har været optimale, og Nikolai havde brugt en del af stævnedagen med opkast, så set i det lys er det et mere end godkendt resultat som VM debutanter. De har arbejdet flittigt med daglige træninger i både øst og vest, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre uden en god og stor forældre opbakning, samt en stor trænerindsats fra klubbernes tekniktrænere, hvor især Finn Buchard og Signe Jørgensen fra Mosul Holbæk Taekwondo Klub har trukket et stort læs, men hvor også VM bronzevinderen Maria Buchard fra Mosul har hjulpet med. Så fra klubbens side er der et kæmpe stort tillykke til både Melanie og Nikolai.